Fladpandet idioti!

Ordet fladpandet indgår i dag i dagligsproget som udtryk for noget tåbeligt, idiotisk. Men har du nogen sinde tænkt over hvorfor vi mener at flade pander er udtrykt for idioti? Og er der overhovedet noget om at flade pander rent faktisk skulle betyde mindre begavet? Til det sidste: Nej, det intet har på sig. Så vær blot rolig hvis du har en flad pande. Og lad være med at tro at en høj pande skulle være udtryk for høj intelligens.

Ordbog over det danske sprog giver et fingerpeg om hvornår udtrykket begynder at vinde indpas i det danske sprog. Det tidligste eksempel er fra 1892, så udtrykket er altså ikke stort ældre end 100 år:

Flad-pandet, adj. især overf., (dagl.) d. s. s. -hovedet. Jeg kender, af gammel Erfaring, de fladpandet frisindede og snobbet stræbende Studenter. [Nansen: Fra Rusåret, 1892]. Per Degn (er et) glansfuldt Exempel paa den mest fladpandede og tomhjernede Selvlyksalighed. [Kvindernes Blad.10/121913.2.sp.1]. (skuespillerne deklamerer) uden at man et Øjeblik er i Stand til at karakterisere dem som andet end et Par fladpandede Tosser. BT.5/10 1921.

Næste fingerpeg kan vi finde i Google Books. Her har vi nogle enestående muligheder for at granske i de seneste to hundrede års (pseudo)videnskab. Datidens bøger dukker op i fuldtekst, fx "D. Galls lære om hjernen og hjerneskallen" fra 1805. Hvis du kigger nærmere, vil du opdage at den handler om frenologi. Løber du gennem indholdsfortegnelsen, kan du fx grine over teorien om eksistensen af et 'vittighedsorgan':

Dette organ ligge på begge sider af dybsindighedsorganet, og viser sig dobbelt med tvende forhøininger på begge sider af panden. Men ere skarpsindigheds- og dybsindighedsorganerne, som ligger mellem disse tvende vittighedsorganer, tillige meget udviklede, så flyde de angivne forhøininger sammen i et rev. Tilforn kaldte Gall dette organ organet for Iagttagelsesånd, men har har fortalt, at Iagttagelsesånd er en egenskab, som er fælles for alle organer.

Hvis du kigger nærmere på bogen, vil du se at den er digitaliseret i et amerikansk universitetsbibliotek. Google Books stammer jo netop fortrinsvis fra universitetsbiblioteker, så hvordan kan det dog være sket at en sådan bog er havnet dér, sammen med dybt seriøse videnskabelige værker af fx A.S. og H.C. Ørsted, eller P. W. Lund?

Frenologien i 1800-tallet

Gall (1758-1828) brugte frenologi det som en diagnosticeringsmetode, en lære om hjernens form som udtryk for menneskets sind. Nogle vil nok med nogen rimelighed kunne kalde hans teori for racistisk og fordomsfuld, og stille spørgsmålstegn ved hvad den har med videnskab at gøre. Men teorien er enkel og den fik den stor folkelig appel. Nok til at få et amerikansk universitet til at anskaffe bogen.

Frenologien 'virker' på den måde, at den gjorde opmærksom på at hjernen er opdelt i forskellige områder. Områder fx til matematiske beregninger eller evne til at lære sprog, mener videnskaben i dag. Men det har bare intet med de 26 områder som Gall beskrev. Sammenligner vi de moderne kort over hjernens specialiseringer, har de intet som helst med Galls kort. (Se billede fra Flickr eller disse samtidige). Og intet af dette kan aflæses ud fra hjerneskallens form.

Også herhjemme kan du finde artikler i Bibliothek for Læger (1833) om Gall som forklaring på visse psykiske skader: En obduktion af en person som troede han var krigsminister, skulle således havde påvist en forstørrelse af Organet for Stolthed (Selvkærlighedsorganet), mens en person som blev stum efter et fald, skulle have fået en skade i Organet for Ordsans. Tidsskriftets redaktør 1828-1846 var nemlig Carl Otto (1795-1879) som undersøgte en mængde kranier.

Frenologi i 1900-talslitteratur og nazimen

Frenologien fik indflydelse på fx fængslers behandling af kriminelle, Især i England i Viktoria-tiden. Forfattere som Conan Doyle (Sherlock Holmes) og Edgar Allan Poe referer ofte til frenologiske fænomenter i deres romaner. Måske troede de på det. I moderne tid er der ekko i fantasy-genren, hvor den dog mest bliver brugt som, ja netop, fantasi (fx Terry Pratchet). Frenologien slog aldrig rigtig igennem, og i fx Salmonsens leksikon afvises teorien:

Kun i de allergroveste Træk kan det paavises, at visse aandssvage og degenererede Forbrydere har en abnorm Hovedform, saaledes at Hjernens defekte Tilstand afspejler sig paa Kraniets Form

Men fatalt blev det da nazisterne institutionaliserede kraniometriske metoder for at retfærdiggøre racelove og masseudryddelser af sindslidende, kriminelle, jøder mm. Teorien opfyldte nazisternes behov for at nå deres politiske mål. De greb hvad de kunne bruge fra frenologien, fysiognomien, eugenikken mv.

I grunden adskiller frenologiens fremgangsmåde, virkelighedsforståelse og metode sig ikke så frygtelig meget fra nutidens håndlæsning, irislæsning, clairvoyance, astrologi, homeøpati, astrologi, biorytmer, grafologi, krystalhealing, biorytmer, tarotkort, drømmetydning, clairvoyance og lignende: Der er ingen videnskabelige beviser, kun modbeviser. Beviserne ligger i kategorien 'de virker'.

Vi har behov for at få svar på hvorfor vi er som er. Hvorfor verden er som den er. Vi hører det, vi gerne vil høre i en teori - jævnfør ovennævnte bevis: 'Det virker!" Når først vi er fanger af det, blive vi bedre og bedre til at ignorere de punkter hvor teorien ikke holder, og holder i stedet fast på det vi ser som rigtigt. Frenologiens problem er nok at nazisternes brug af den fik mange til at indse at 'den virker' - alt for godt. Og at den nok mest var en ....nåja .... fladpandet teori.

Link og læs videre på biblioteket
Heger om Galls frenologi.
Bibliotek for Læger, 2004, 2. Anja Skaar Jacobsen: Carl Ottos forbryderhoveder.
Carl Otto har skrevet flere bøger: "Phrænologien eller Galls og Spurzheims Hjerne- og Organlære i fuldstændig Oversigt og i sine senere Fremskridt med Bidrag til dens nøiere Kundskab og Stadfæstelse" (1825) og "Oversigt af de i Aaret 1826 i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset behandlede Syge, med Bemærkninger om Behandlingsmaaden, Fangernes Tilstand og deres Sygehus" (1827)